Plakatkonkurrencen 2017 - vi har fundet en vinder!

En iværksætter tør drømme og tør føre drømmene til ud i virkeligheden. Den tanke har inspireret den 22-årige studerende Clara Maj Pinholt, der har vundet Plakatkonkurrencen og dermed skal designe den visuelle identitet for Danish Entrepreneurship Award 2017.

Danish Entrepreneurship Award er Danmarks største idéfest for elever og studerende, hvor 7000 nysgerrige unge tester deres mod og idéer, deltager i konkurrencer eller bliver inspireret af erfarne iværksættere. Det er en festdag for entreprenørskab og iværksætteri i ungehøjde, og i år vil hele den visuelle identitet være designet af Clara Maj Pinholt, der til daglig læser visuel Kommunikation på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

 

Ud af drømme kommer de gode ideer, og ud af gode ideer kommer kreativitet, nytænkning og innovation. En plakat målrettet iværksættere skal derfor i mit univers give plads til og ikke mindst opfordre til at drømme,” siger Clara Maj Pinholt om sit design.

 

Clara Maj Pinholt er født på Frederiksberg, opvokset i Rungsted og bor nu på Østerbro. Hun har vundet Plakatkonkurrencen, som hvert forår udskrives i forbindelse med Danish Entrepreneurship Award. Her kan kreative elever og studerende deltage og designe en plakat, som de mener repræsenterer Danish Entrepreneurship Award, og ud fra plakaten skabes der et helt visuelt univers til årets Danish Entrepreneurship Award.

 

Klart budskab og sikker grafisk stil
I år kom der 127 bud på en plakat, men dommerne var hurtigt enige om, at Claras plakat ramte plet. Dommerne var Janne Høgshøj, art director, Danish Connection, Ulrik Bogetoft Ærenlund, art director, Fingerspitz Advertising og Niels Haugstrup, projektleder for digitale medier og branding, Fonden for Entreprenørskab.

 

Det er en virkelig spændende opgave at få mulighed for at designe en reel identitet. Det er jo det, man laver i den virkelig verden inden for mit felt, så jeg besluttede hurtigt, at jeg ville deltage i konkurrencen og udfordre mig selv. Det er surrealistisk og fedt at vinde,” siger Clara Maj Pinholt.

 

Plakatkonkurrencen giver unge mulighed for at udfolde deres kreativitet og samtidig få sat et imponerende stykke arbejde på CV’et. Det er en chance for at gøre sin idé til virkelighed. Danish Entrepreneurship Award er årets største event for unge med iværksætterambitioner, så selvfølgelig skal den visuelle identitet også designes af en kreativ studerende med ambitioner – præcis som Clara,” siger Camilla Ryge Leth, projektleder for Danish Entrepreneurship Award.

 

Ud over at få lov til at stå for hele den visuelle identitet til Danish Entrepreneurship Award, har Clara Maj Pinholt også vundet 10.000 kroner og vil blive fejret til Danish Entrepreneurship Award 2017.